Fødselsdagshilsner til Klaus Slavensky
I anledning af Klaus Slavensky’s 60 års-dag har mange sendt ham en varm hilsen. Kolleger og samarbejdspartnere. Familie og venner. Kendte som ukendte. Danskere og udlændinge. Læs hvad fx Anker Jørgensen, Per Stig Møller, Marianne Jelved, Uffe Ellemann-Jensen, Peter Langdal, Hanne Reintoft og mange andre skriver. Og send selv en hilsen.
(Læs her)
Selvbiografisk tilbageblik
Runde fødselsdage er gode anledninger til at se tilbage på glæder, sorger, udfordringer, resultater og bruge det til mål for fremtiden.
(Læs her)
Ny international aktion
Læs Klaus Slavenskys blog om fribyer for forfulgte forfattere
(Læs her)
tirsdag den 15. juni 2010
Tilbageblik
Runde fødselsdage er gode anledninger til at se tilbage på glæder, sorger, udfordringer, resultater og mål for fremtiden.
De nødvendige kampe
• Da jeg i 60’erne begyndte at engagere mig politisk, først i SF’s Ungdoms i København, senere i 70’erne i DKP og siden i en række folkelige bevægelser og især i Vietnambevægelsen, som holdt til i lokaler i Grønnegade, hvor en række andre af tidens venstrefløjsforeninger havde domicil.
• Da jeg i 1980’erne var med til at danne Folkebevægelsen mod Racisme, der bl.a. afholdt en 24 timers rockkoncert mod racisme på Rådhuspladsen i København. Folkebevægelsen blev i starten af 1990’erne til SOS Racisme, der lever i bedste velgående og som er et nødvendigt talerør mod den vedblivende racisme i Danmark og andre steder i verden.
• Da jeg og mine kolleger i det daværende Center for Menneskerettigheder vandt overlevelseskampen mod den første Fogh Rasmussen-regering og Dansk Folkeparti i 2002. Med støtte fra FN’s top, udenlandske regeringer, ngo’er og en række fornuftige politikere fra bl.a. regeringspartierne og et embedsværk med is i maven, vandt vi mediekrigen, der sikrede arbejdspladsens overlevelse.
Sjove aktiviteter
• Da jeg i begyndelsen af 1970’erne lavede politisk teater sammen med bl.a. Erik Clausen og Leif Sylvester i Skifteholdet og i Fiolteatret.
• Da jeg i 1991 var med til at søsætte den første Images og Africa i Danmark. Det er senere blevet til flere festivaler om Asien, Mellemøsten osv., og i dag har CKU udvidet sit arbejde med kulturudveksling med en række lande, og jeg har den glæde at jeg stadig er med på sidelinjen.
• Da jeg sammen med en række superfolk fra en række danske ngo’er, som de første, gennemførte en oplevelsesøkonomisk udstilling i Turbinehallerne. Klode 95. Den blev senere forbillede for en gigantisk udstilling om menneskerettigheder i Nationalmuseet i 1998 i anledning af 50-året for FN’s Verdenserklæring.
• Da jeg blev en del af den danske fredsbevægelse og dannede en fredsteatergruppe der rejste land og rige rundt med forestillinger. Og da vi var med på Fredsmarchen København-Paris i 1981. Vi var ca. 500 der gik hele vejen, og blev mødt af den daværende svenske statsminister Olof Palme i byernes by,
Stolte minder
• Da jeg som 16-årig droppede den familiære juleaften og blev aktiv i ’juleløses jul’ de næste mange år, indtil jeg selv overtog initiativet og bragte det til min senere arbejdsplads, Kofoed Skole.
• Da jeg som skolekonsulent for indvandrerundervisningen i Ishøj fik ideen til at oprette Pædagogiske Legestuer for etniske minoritetsbørn før børnehaveklassealderen, og samtidig tilbud deres mødre undervisning.
• Da jeg i 2003 sammen med bl.a. teaterinstruktør Peter Langdal lavede et gigantisk åbningsarrangement på Københavns Rådhus med 1.000 tilskuere af den årlige begivenhed, Auschwitzdagen, som skal minde os om de frygtelige folkedrab der har været siden 2. verdenskrig.
• Da jeg under et internationale ngo-træf i FN, New York i 1998, via Kofi Anans svenske kone fik lov til at hilse på den legendariske sorte bokser, Muhammed Ali, som blev udnævnt til FN Goodwil-ambassadør. Under et besøg i USA i oktober 2008 besøgte jeg Muhammed Ali-centret og fulgte desuden Obamas valgkamp tæt.
• Da jeg i 2009 fik den kurdiske regering i Nordiraks pris for mit mangeårige engagement i det kurdiske folks sag. Et arbejde jeg begyndte på i 1981 som skolelærer, og som jeg siden 1991 lavede sammen med bl.a. Anker Jørgensen, Villo Sigurdsson, Lasse Budtz, Grethe Bille, Bent Christensen m.fl. fra bl.a. FN-Forbundet, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Flygtningehjælp.
Organisatoriske landevindinger
• Da jeg 1970'erne, sammen med humanistiske socialister fik banket en lille lokal boligforening, Vesterbro Lejerforening, op til Københavns største lejerbevægelse med flere tusinde medlemmer, der gjorde en kolossal forskel i kampen mod den boligspekulation der kom i kølvandet på ejerboliglovgivningen i 1969.
• Da jeg i 1991 blev ansat på det daværende Center for Menneskerettigheder og sammen med utroligt dygtige kolleger igennem mange år har været med til at opbygge et af verdens mest troværdige og anerkendte menneskerettighedsinstitutioner i verden.
• Da jeg sammen med Ole Reitov i 1997 fik ideen til at afholde verdens første konference om musikcensur, og bagefter lykkes med at etablere en international organisation, Freemuse, som kæmper for musikernes rettigheder og mod censur og forfølgelse af musikere i hele verden.
• Da jeg blev medlem af forfatterforeningen PEN’s bestyrelse og dels fik lov til at være med til at starte en tradition med en fast PEN-stand på årets BogForum og en unika-auktion med effekter fra bl.a. Vaclac Harvel, Salman Rushdie m.fl. Og siden fik kickstartet ordningen med fribyer for forfulgte forfattere sammen med resten af PEN’s formidable bestyrelse, idealistiske kommuner og engagerede politikere og embedsmænd i Kulturministriet.
Pudsige oplevelser
• Da jeg i 1990 sammen med gode folk fra Dansk Flygtningehjælp blev koordinator af det første folkelige valg til det tidligere Jugoslavien for herboende jugoslavere, og arrangerede informationsmøder og valg forskellige steder i Danmark.
• Da jeg under et nordisk møde om kurdere blev bedt om at tale ved en mega-stor kurdisk fest i en sportshal i Stockholm, og sang i stedte for at tale, og fik hele salen med på omkvædet til ”A Nation Once Again” som er en irsk frihedssang fra 1840, som The Dubliners har gjort til folkeeje.
• Da jeg bl.a. fik tidligere statsminister Anker Jørgensen, Villo Sigurdsson og Lars Norman Jørgensen fra Amnesty med på en aktion til støtte for 438 afghanske bådflygtninge, der i 2001 var strandet på skibet Tampo ud for Australiens kyst. Australien nægtede i strid med Flygtningekonventionen at tage imod disse mennesker. Jeg fik lavet en interaktiv hjemmeside hvorfra man i protest kunne sende elektroniske nødblus til den australske ambassade. I tre dage bombarderede små 10.000 nødblus ambassaden og lagde ambassadens netværk ned. Efter pres fra bl.a. FN gav Australien sig.
• Da jeg i 2005 grundet den såkaldte Muhammedkrise kom i vælten fordi jeg i den offentlige debat nægtede at kalde Jyllands-Postens ’hån, spot og latterliggørelse’ af muslimer for en kamp for ytringsfrihed. En reaktion der gav massevis af vrede læserbreve, mails, avis-,radio- og tv-debatter, hvor jeg blev udråbt til fjende af ytringsfriheden af bl.a. de mest reaktionære højrekredse i Danmark.
• Da jeg i 2006 udgav verdens hidtil eneste bog om vinterbadning og blev hyret af Politiken til at guide to hold udi vinterbadningens velvære. Og kom i talkshow som ”Go’morgen Danmark” og ”Poul Friis” på DR P1.
Mødet med døden
• Da jeg arbejdede på Kofoeds Skole i 1970’erne og fandt den første døde person i mit liv. Det skete flere gange i de år jeg arbejdede med hjemløse, prostituerede, narkomaner og småkriminelle. Husker bl.a. da vi kiggede en afdøds slidte kuffert igennem, og fandt blandt lidt tøj, fotos og papirer plus et dørskilt med mandens navn. Et skilt han troligt havde slæbt med sig på sit livs deroute, og som aldrig kom op at sidde på en død igen, et hjem.
• Da jeg besøgte de danske FN-soldater i Nordirak under embargoen af Irak. Deres internationale deling blev samme dag jeg ankom udsat for et granatoverfald, som dræbte to. På et andet besøg blev jeg vækket midt om natten, fik stukket en pistol i hånden, fordi der var angreb udenfor huset jeg boede i. Det blev ’kun’ til skud i gaderne og ikke fra min pistol.
• Da jeg under et andet besøg i Irak, i Bagdad skulle sejle over Tigris og motoren satte ud og båden tog vand ind, mens strømmen kastede os i cirkler gennem floden. Det lykkes at få motoren i gang igen, og båden ind til så tilpas lavt vand, at vi kunne trække den i land.
Groteske sager
• Da jeg sammen med bl.a. Søren Søndergaard (Ehl) og Villy Søvndahl (SF) tog til Tyrkiet for at protesterer mod Tyrkiets fængsling og torturering af den dansk-kurdiske Kemal Koc. Han var blevet tilbageholdt under en ferie og beskyldt for at være PKK-agent. Stor pressesag som endte med at vi fik ham befriet og med tilbage til Danmark. Senere lagde den danske regering sag mod Tyrkiet ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol på anbefaling af Det Danske Center For Menneskerettigheder. Det endte som en stat mod stat-sag. Kort tid efter blev jeg sammen med fire politikere erklæret for persona non grata i Tyrkiet, og forment adgang til landet i 1 1/2 år på grund af vores støtte til kurderne.
• Da jeg i 1998 pludselig optrådte i TV2's dokumentarprogammer om PET-agenten Anders Nørgaard-sagen. PET-freelanceren Frede Farmand havde lavet hemmelige filmoptaget Lasse Budtz og mig til et møde om kurdere og lavet rapporter til PET. Nu stod vi ifølge TV2's afsløringer i PET's arkiver som mulige 'statsfjendtlige' aktører, og det gav pludselig mening at den tyrkiske efterretningstjenestes samarbejde med PET medførte at Tyrkiets tog beslutning om at sortliste os. Beskæmmende at en retsstat som Danmark opfatter lovlige ansatte menneskerettighedsforkæmpere i en institution oprettet af Folketinget, som femte kolonne.
Lykkelig stunder
• Da min første søn blev født i 1974, og da han selv fik sine indtil nu tre vidunderlige børn. En kliché, men herligt er det at blive farfar.
• Da jeg mødte min senere kone i 1982, og natte-vandrede gennem København sammen med hende. Og da vi i 1987 hentede vores to adoptivbørn i Københavns Lufthavn, og begyndte et skønt familieliv, der bl.a. medførte sølvbryllup i 2009.
• Da jeg holdt mit bryllup i en lille græstørvskirke på frilandsmuseet Árbær i Reykjavík i Island i 1984, og senere var på en bryllups-vandretur i min kones smukke hjemland. I samme kirke blev mine mindste drenge døbt. Hver gang jeg er i Island besøger vi dette sted.
De nødvendige kampe
• Da jeg i 60’erne begyndte at engagere mig politisk, først i SF’s Ungdoms i København, senere i 70’erne i DKP og siden i en række folkelige bevægelser og især i Vietnambevægelsen, som holdt til i lokaler i Grønnegade, hvor en række andre af tidens venstrefløjsforeninger havde domicil.
• Da jeg i 1980’erne var med til at danne Folkebevægelsen mod Racisme, der bl.a. afholdt en 24 timers rockkoncert mod racisme på Rådhuspladsen i København. Folkebevægelsen blev i starten af 1990’erne til SOS Racisme, der lever i bedste velgående og som er et nødvendigt talerør mod den vedblivende racisme i Danmark og andre steder i verden.
• Da jeg og mine kolleger i det daværende Center for Menneskerettigheder vandt overlevelseskampen mod den første Fogh Rasmussen-regering og Dansk Folkeparti i 2002. Med støtte fra FN’s top, udenlandske regeringer, ngo’er og en række fornuftige politikere fra bl.a. regeringspartierne og et embedsværk med is i maven, vandt vi mediekrigen, der sikrede arbejdspladsens overlevelse.
Sjove aktiviteter
• Da jeg i begyndelsen af 1970’erne lavede politisk teater sammen med bl.a. Erik Clausen og Leif Sylvester i Skifteholdet og i Fiolteatret.
• Da jeg i 1991 var med til at søsætte den første Images og Africa i Danmark. Det er senere blevet til flere festivaler om Asien, Mellemøsten osv., og i dag har CKU udvidet sit arbejde med kulturudveksling med en række lande, og jeg har den glæde at jeg stadig er med på sidelinjen.
• Da jeg sammen med en række superfolk fra en række danske ngo’er, som de første, gennemførte en oplevelsesøkonomisk udstilling i Turbinehallerne. Klode 95. Den blev senere forbillede for en gigantisk udstilling om menneskerettigheder i Nationalmuseet i 1998 i anledning af 50-året for FN’s Verdenserklæring.
• Da jeg blev en del af den danske fredsbevægelse og dannede en fredsteatergruppe der rejste land og rige rundt med forestillinger. Og da vi var med på Fredsmarchen København-Paris i 1981. Vi var ca. 500 der gik hele vejen, og blev mødt af den daværende svenske statsminister Olof Palme i byernes by,
Stolte minder
• Da jeg som 16-årig droppede den familiære juleaften og blev aktiv i ’juleløses jul’ de næste mange år, indtil jeg selv overtog initiativet og bragte det til min senere arbejdsplads, Kofoed Skole.
• Da jeg som skolekonsulent for indvandrerundervisningen i Ishøj fik ideen til at oprette Pædagogiske Legestuer for etniske minoritetsbørn før børnehaveklassealderen, og samtidig tilbud deres mødre undervisning.
• Da jeg i 2003 sammen med bl.a. teaterinstruktør Peter Langdal lavede et gigantisk åbningsarrangement på Københavns Rådhus med 1.000 tilskuere af den årlige begivenhed, Auschwitzdagen, som skal minde os om de frygtelige folkedrab der har været siden 2. verdenskrig.
• Da jeg under et internationale ngo-træf i FN, New York i 1998, via Kofi Anans svenske kone fik lov til at hilse på den legendariske sorte bokser, Muhammed Ali, som blev udnævnt til FN Goodwil-ambassadør. Under et besøg i USA i oktober 2008 besøgte jeg Muhammed Ali-centret og fulgte desuden Obamas valgkamp tæt.
• Da jeg i 2009 fik den kurdiske regering i Nordiraks pris for mit mangeårige engagement i det kurdiske folks sag. Et arbejde jeg begyndte på i 1981 som skolelærer, og som jeg siden 1991 lavede sammen med bl.a. Anker Jørgensen, Villo Sigurdsson, Lasse Budtz, Grethe Bille, Bent Christensen m.fl. fra bl.a. FN-Forbundet, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Flygtningehjælp.
Organisatoriske landevindinger
• Da jeg 1970'erne, sammen med humanistiske socialister fik banket en lille lokal boligforening, Vesterbro Lejerforening, op til Københavns største lejerbevægelse med flere tusinde medlemmer, der gjorde en kolossal forskel i kampen mod den boligspekulation der kom i kølvandet på ejerboliglovgivningen i 1969.
• Da jeg i 1991 blev ansat på det daværende Center for Menneskerettigheder og sammen med utroligt dygtige kolleger igennem mange år har været med til at opbygge et af verdens mest troværdige og anerkendte menneskerettighedsinstitutioner i verden.
• Da jeg sammen med Ole Reitov i 1997 fik ideen til at afholde verdens første konference om musikcensur, og bagefter lykkes med at etablere en international organisation, Freemuse, som kæmper for musikernes rettigheder og mod censur og forfølgelse af musikere i hele verden.
• Da jeg blev medlem af forfatterforeningen PEN’s bestyrelse og dels fik lov til at være med til at starte en tradition med en fast PEN-stand på årets BogForum og en unika-auktion med effekter fra bl.a. Vaclac Harvel, Salman Rushdie m.fl. Og siden fik kickstartet ordningen med fribyer for forfulgte forfattere sammen med resten af PEN’s formidable bestyrelse, idealistiske kommuner og engagerede politikere og embedsmænd i Kulturministriet.
Pudsige oplevelser
• Da jeg i 1990 sammen med gode folk fra Dansk Flygtningehjælp blev koordinator af det første folkelige valg til det tidligere Jugoslavien for herboende jugoslavere, og arrangerede informationsmøder og valg forskellige steder i Danmark.
• Da jeg under et nordisk møde om kurdere blev bedt om at tale ved en mega-stor kurdisk fest i en sportshal i Stockholm, og sang i stedte for at tale, og fik hele salen med på omkvædet til ”A Nation Once Again” som er en irsk frihedssang fra 1840, som The Dubliners har gjort til folkeeje.
• Da jeg bl.a. fik tidligere statsminister Anker Jørgensen, Villo Sigurdsson og Lars Norman Jørgensen fra Amnesty med på en aktion til støtte for 438 afghanske bådflygtninge, der i 2001 var strandet på skibet Tampo ud for Australiens kyst. Australien nægtede i strid med Flygtningekonventionen at tage imod disse mennesker. Jeg fik lavet en interaktiv hjemmeside hvorfra man i protest kunne sende elektroniske nødblus til den australske ambassade. I tre dage bombarderede små 10.000 nødblus ambassaden og lagde ambassadens netværk ned. Efter pres fra bl.a. FN gav Australien sig.
• Da jeg i 2005 grundet den såkaldte Muhammedkrise kom i vælten fordi jeg i den offentlige debat nægtede at kalde Jyllands-Postens ’hån, spot og latterliggørelse’ af muslimer for en kamp for ytringsfrihed. En reaktion der gav massevis af vrede læserbreve, mails, avis-,radio- og tv-debatter, hvor jeg blev udråbt til fjende af ytringsfriheden af bl.a. de mest reaktionære højrekredse i Danmark.
• Da jeg i 2006 udgav verdens hidtil eneste bog om vinterbadning og blev hyret af Politiken til at guide to hold udi vinterbadningens velvære. Og kom i talkshow som ”Go’morgen Danmark” og ”Poul Friis” på DR P1.
Mødet med døden
• Da jeg arbejdede på Kofoeds Skole i 1970’erne og fandt den første døde person i mit liv. Det skete flere gange i de år jeg arbejdede med hjemløse, prostituerede, narkomaner og småkriminelle. Husker bl.a. da vi kiggede en afdøds slidte kuffert igennem, og fandt blandt lidt tøj, fotos og papirer plus et dørskilt med mandens navn. Et skilt han troligt havde slæbt med sig på sit livs deroute, og som aldrig kom op at sidde på en død igen, et hjem.
• Da jeg besøgte de danske FN-soldater i Nordirak under embargoen af Irak. Deres internationale deling blev samme dag jeg ankom udsat for et granatoverfald, som dræbte to. På et andet besøg blev jeg vækket midt om natten, fik stukket en pistol i hånden, fordi der var angreb udenfor huset jeg boede i. Det blev ’kun’ til skud i gaderne og ikke fra min pistol.
• Da jeg under et andet besøg i Irak, i Bagdad skulle sejle over Tigris og motoren satte ud og båden tog vand ind, mens strømmen kastede os i cirkler gennem floden. Det lykkes at få motoren i gang igen, og båden ind til så tilpas lavt vand, at vi kunne trække den i land.
Groteske sager
• Da jeg sammen med bl.a. Søren Søndergaard (Ehl) og Villy Søvndahl (SF) tog til Tyrkiet for at protesterer mod Tyrkiets fængsling og torturering af den dansk-kurdiske Kemal Koc. Han var blevet tilbageholdt under en ferie og beskyldt for at være PKK-agent. Stor pressesag som endte med at vi fik ham befriet og med tilbage til Danmark. Senere lagde den danske regering sag mod Tyrkiet ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol på anbefaling af Det Danske Center For Menneskerettigheder. Det endte som en stat mod stat-sag. Kort tid efter blev jeg sammen med fire politikere erklæret for persona non grata i Tyrkiet, og forment adgang til landet i 1 1/2 år på grund af vores støtte til kurderne.
• Da jeg i 1998 pludselig optrådte i TV2's dokumentarprogammer om PET-agenten Anders Nørgaard-sagen. PET-freelanceren Frede Farmand havde lavet hemmelige filmoptaget Lasse Budtz og mig til et møde om kurdere og lavet rapporter til PET. Nu stod vi ifølge TV2's afsløringer i PET's arkiver som mulige 'statsfjendtlige' aktører, og det gav pludselig mening at den tyrkiske efterretningstjenestes samarbejde med PET medførte at Tyrkiets tog beslutning om at sortliste os. Beskæmmende at en retsstat som Danmark opfatter lovlige ansatte menneskerettighedsforkæmpere i en institution oprettet af Folketinget, som femte kolonne.
Lykkelig stunder
• Da min første søn blev født i 1974, og da han selv fik sine indtil nu tre vidunderlige børn. En kliché, men herligt er det at blive farfar.
• Da jeg mødte min senere kone i 1982, og natte-vandrede gennem København sammen med hende. Og da vi i 1987 hentede vores to adoptivbørn i Københavns Lufthavn, og begyndte et skønt familieliv, der bl.a. medførte sølvbryllup i 2009.
• Da jeg holdt mit bryllup i en lille græstørvskirke på frilandsmuseet Árbær i Reykjavík i Island i 1984, og senere var på en bryllups-vandretur i min kones smukke hjemland. I samme kirke blev mine mindste drenge døbt. Hver gang jeg er i Island besøger vi dette sted.
Ny international aktion: Fribyer
Af Klaus Slavensky
Forfatter og redaktør, bestyrelsesmedlem i dansk PEN
Der er en historisk begivenhed på vej. I dag lander den første danske fribysforfatter i Danmark. Han skal bo i Århus de næste to år. Det falder sammen med to-års dagen for vedtagelsen af den lov der gør det muligt for danske kommuner at huse forfulgte forfattere. Den såkaldte fribysordning.Ideen med fribyerne er at give forfulgte skribenter et pusterum i to år og en tryg mulighed for at kunne skrive og udgive deres tekster. Behovet for fribyer er akut, fordi mange stater stadig krænker ytringsfriheden i store dele af verden. Fribyerne forpligter sig til at være vært for en skribent i to år, hvor værtsbyen stiller bolig til rådighed, yder økonomisk hjælp, adgang til sundhedsydelser samt til biblioteker og sprogundervisning. I Danmark giver Kulturministeriet et tilskud på 300.000 kr., hvilket er det største direkte statslige tilskud til lokale fribyer i verden. For der er nemlig flere af slagsen. Der er netop nu 30 byer på kloden der huser forfulgte forfattere, journalister, redaktører og andre skribenter.I Danmark bliver Århus den første danske friby, skarpt forfulgt af Frederiksberg, Odense og Fanø og København er klar i kulissen.I Norge, hvor 'friby-ordningen' allerede har fungeret i 10 år, har værtskabet ikke alene hjulpet forfattere fra Zimbabwe, Yemen, Tjetjenien og Argentina med beskyttelse, men har også givet Norge en kulturel indsprøjtning. De forfattere, som har været gæster i norske byer som Stavanger, Trondheim, Kristianssand og Oslo, har udgivet opsigtsvækkende bøger og bidraget til debatten både i deres midlertidige værtsland og internationalt.
Det er også i Norge at ICORN har domicil. ICORN står for International Cities of Refuge Network, og er en medlemsorganisation for de fribyer som tilbyder truede forfattere et fristed. Og ICORN er en helt ny spiller blandt menneskerettighedsaktører i verden. På en netop afholdt generalforsamling i bogmessernes by Frankfurt, blev netværket etableret som en egentlig organisation. Den adskiller sig fra Amnesty, Human Rights Watch, PEN, Article 19, Freemuse m.fl., ved at samarbejde udenom staterne og enkeltpersoner, men har direkte kontakt til lokalstyret som fx kommuner i Danmark. Dette er en nyskabelse i international politik at der nu findes en verdensomspændende organisation der hjælper ofre for krænkelser af ytringsfriheden med kontant støtte til at overleve trusler og forfølgelser.Og der er brug for det. På generalforsamlingen i Frankfurt, hvor over 90 fribysrepræsentanter og forfattere deltog, blev alle spurgt om man var fra et land hvor ytringsfriheden har det bedre i dag end for 10 år siden. Ingen rakte hånden op. International PEN dannede i 1960 en særlig komité, Writers in Prison, som bl.a. udarbejder lister over de forfattere som ICORN opfordrer byer til at invitere. Dengang var der kun en håndfuld forfattere på PEN’s liste som var truet, i dag er der mere end 1.000 på listen. Amerikansk PEN lavede i 2004 en undersøgelse som viste, at 40 pct. af adspurgte skribenter gav udtryk for at de ikke kunne skrive negativt om USA’s krig i Irak. Og 1/3 blev pålagt at ikke at bringe omtale eller artikler fra folk der kritiserer regeringens politik. Men tendensen er den samme mange steder i verden og International PEN er bekymret for at flere og flere stater og gruppe har interesse i at begrænse ytringsfriheden.
På ICORN-mødet talte også Heidi Hautala, som er formand for Europaparlamentets Menneskerettighedskomité. Hun hilste ICORN velkommen og alt tyder på at EU i fremtiden aktivt vil støtte arbejdet med fribyer i Europa, ”for selv om en forfattes flytter fra en truet situation til et andet land, så skal deres stemme stadig kunne høres”, sagde Hautala, der oplyste at der er en EU-rapport på vej med forslag til at udbygge EU’s samarbejde med bl.a. FN for at forebygge og beskytte menneskerettighederne.Mødet gav også talerstolen til nogle af de fribysforfattere som er i sikkerhed. En fortalte, at denne ordning gav ham mulighed for ikke kun at være en modtager, men en giver, der fortalte hvad den fælles kamp for demokrati handler om: frihed. En anden fortalte at hun var blevet forfulgt dag og nat. Kunne aldrig tale om private ting. De måtte blive i hjertet. Dette pres var nu fjernet og befriet for at blive ydmyget offentligt og nægtet tilladelse til at besøge venner og familie, kunne hun nu også skrive igen.
En tredje gav udtryk for at det er forståeligt at et diktatur krænker, men når et demokrati gør det, så efterlader det mennesker som rådvilde og som fængslede i deres hjem.Det er vigtigt for ICORN at understrege, at der med fribyordningen ikke er tale om flygtninge i asylforstand, selv om mange fribysforfattere i fx Norge får varigt ophold, såfremt de ønsker det.Men fribyerne vil vokse i fremtiden. Der er 37 forfattere på ventelisten. Den længste har ventet siden juli 2006. I fremtiden bliver der også plads for sangskrivere, som bl.a. Freemuse har dokumenteret, også hører til gruppen af forfulgte skribenter.Og nu er Danmark blevet en del af 30 byer i fx Sverige, USA, Tyskland, Mexico, Spanien m.fl. der både redder liv og det levende ord.Både de forfattere der er på vej til Danmark, de som håbefuldt venter på et fristed, og de organisationer som klarer det praktiske arbejde, sender med garanti en tak og en venlig hilsen til det danske Kulturministerium, de politiske partier som stemte for loven og ikke mindst til de byer som i den kommende tid får et nyt aktiv til det lokale og internationale kulturliv.
Forfatter og redaktør, bestyrelsesmedlem i dansk PEN
Der er en historisk begivenhed på vej. I dag lander den første danske fribysforfatter i Danmark. Han skal bo i Århus de næste to år. Det falder sammen med to-års dagen for vedtagelsen af den lov der gør det muligt for danske kommuner at huse forfulgte forfattere. Den såkaldte fribysordning.Ideen med fribyerne er at give forfulgte skribenter et pusterum i to år og en tryg mulighed for at kunne skrive og udgive deres tekster. Behovet for fribyer er akut, fordi mange stater stadig krænker ytringsfriheden i store dele af verden. Fribyerne forpligter sig til at være vært for en skribent i to år, hvor værtsbyen stiller bolig til rådighed, yder økonomisk hjælp, adgang til sundhedsydelser samt til biblioteker og sprogundervisning. I Danmark giver Kulturministeriet et tilskud på 300.000 kr., hvilket er det største direkte statslige tilskud til lokale fribyer i verden. For der er nemlig flere af slagsen. Der er netop nu 30 byer på kloden der huser forfulgte forfattere, journalister, redaktører og andre skribenter.I Danmark bliver Århus den første danske friby, skarpt forfulgt af Frederiksberg, Odense og Fanø og København er klar i kulissen.I Norge, hvor 'friby-ordningen' allerede har fungeret i 10 år, har værtskabet ikke alene hjulpet forfattere fra Zimbabwe, Yemen, Tjetjenien og Argentina med beskyttelse, men har også givet Norge en kulturel indsprøjtning. De forfattere, som har været gæster i norske byer som Stavanger, Trondheim, Kristianssand og Oslo, har udgivet opsigtsvækkende bøger og bidraget til debatten både i deres midlertidige værtsland og internationalt.
Det er også i Norge at ICORN har domicil. ICORN står for International Cities of Refuge Network, og er en medlemsorganisation for de fribyer som tilbyder truede forfattere et fristed. Og ICORN er en helt ny spiller blandt menneskerettighedsaktører i verden. På en netop afholdt generalforsamling i bogmessernes by Frankfurt, blev netværket etableret som en egentlig organisation. Den adskiller sig fra Amnesty, Human Rights Watch, PEN, Article 19, Freemuse m.fl., ved at samarbejde udenom staterne og enkeltpersoner, men har direkte kontakt til lokalstyret som fx kommuner i Danmark. Dette er en nyskabelse i international politik at der nu findes en verdensomspændende organisation der hjælper ofre for krænkelser af ytringsfriheden med kontant støtte til at overleve trusler og forfølgelser.Og der er brug for det. På generalforsamlingen i Frankfurt, hvor over 90 fribysrepræsentanter og forfattere deltog, blev alle spurgt om man var fra et land hvor ytringsfriheden har det bedre i dag end for 10 år siden. Ingen rakte hånden op. International PEN dannede i 1960 en særlig komité, Writers in Prison, som bl.a. udarbejder lister over de forfattere som ICORN opfordrer byer til at invitere. Dengang var der kun en håndfuld forfattere på PEN’s liste som var truet, i dag er der mere end 1.000 på listen. Amerikansk PEN lavede i 2004 en undersøgelse som viste, at 40 pct. af adspurgte skribenter gav udtryk for at de ikke kunne skrive negativt om USA’s krig i Irak. Og 1/3 blev pålagt at ikke at bringe omtale eller artikler fra folk der kritiserer regeringens politik. Men tendensen er den samme mange steder i verden og International PEN er bekymret for at flere og flere stater og gruppe har interesse i at begrænse ytringsfriheden.
På ICORN-mødet talte også Heidi Hautala, som er formand for Europaparlamentets Menneskerettighedskomité. Hun hilste ICORN velkommen og alt tyder på at EU i fremtiden aktivt vil støtte arbejdet med fribyer i Europa, ”for selv om en forfattes flytter fra en truet situation til et andet land, så skal deres stemme stadig kunne høres”, sagde Hautala, der oplyste at der er en EU-rapport på vej med forslag til at udbygge EU’s samarbejde med bl.a. FN for at forebygge og beskytte menneskerettighederne.Mødet gav også talerstolen til nogle af de fribysforfattere som er i sikkerhed. En fortalte, at denne ordning gav ham mulighed for ikke kun at være en modtager, men en giver, der fortalte hvad den fælles kamp for demokrati handler om: frihed. En anden fortalte at hun var blevet forfulgt dag og nat. Kunne aldrig tale om private ting. De måtte blive i hjertet. Dette pres var nu fjernet og befriet for at blive ydmyget offentligt og nægtet tilladelse til at besøge venner og familie, kunne hun nu også skrive igen.
En tredje gav udtryk for at det er forståeligt at et diktatur krænker, men når et demokrati gør det, så efterlader det mennesker som rådvilde og som fængslede i deres hjem.Det er vigtigt for ICORN at understrege, at der med fribyordningen ikke er tale om flygtninge i asylforstand, selv om mange fribysforfattere i fx Norge får varigt ophold, såfremt de ønsker det.Men fribyerne vil vokse i fremtiden. Der er 37 forfattere på ventelisten. Den længste har ventet siden juli 2006. I fremtiden bliver der også plads for sangskrivere, som bl.a. Freemuse har dokumenteret, også hører til gruppen af forfulgte skribenter.Og nu er Danmark blevet en del af 30 byer i fx Sverige, USA, Tyskland, Mexico, Spanien m.fl. der både redder liv og det levende ord.Både de forfattere der er på vej til Danmark, de som håbefuldt venter på et fristed, og de organisationer som klarer det praktiske arbejde, sender med garanti en tak og en venlig hilsen til det danske Kulturministerium, de politiske partier som stemte for loven og ikke mindst til de byer som i den kommende tid får et nyt aktiv til det lokale og internationale kulturliv.
Abonner på:
Opslag (Atom)