tirsdag den 15. juni 2010

Ny international aktion: Fribyer

Af Klaus Slavensky
Forfatter og redaktør, bestyrelsesmedlem i dansk PEN
Der er en historisk begivenhed på vej. I dag lander den første danske fribysforfatter i Danmark. Han skal bo i Århus de næste to år. Det falder sammen med to-års dagen for vedtagelsen af den lov der gør det muligt for danske kommuner at huse forfulgte forfattere. Den såkaldte fribysordning.Ideen med fribyerne er at give forfulgte skribenter et pusterum i to år og en tryg mulighed for at kunne skrive og udgive deres tekster. Behovet for fribyer er akut, fordi mange stater stadig krænker ytringsfriheden i store dele af verden. Fribyerne forpligter sig til at være vært for en skribent i to år, hvor værtsbyen stiller bolig til rådighed, yder økonomisk hjælp, adgang til sundhedsydelser samt til biblioteker og sprogundervisning. I Danmark giver Kulturministeriet et tilskud på 300.000 kr., hvilket er det største direkte statslige tilskud til lokale fribyer i verden. For der er nemlig flere af slagsen. Der er netop nu 30 byer på kloden der huser forfulgte forfattere, journalister, redaktører og andre skribenter.I Danmark bliver Århus den første danske friby, skarpt forfulgt af Frederiksberg, Odense og Fanø og København er klar i kulissen.I Norge, hvor 'friby-ordningen' allerede har fungeret i 10 år, har værtskabet ikke alene hjulpet forfattere fra Zimbabwe, Yemen, Tjetjenien og Argentina med beskyttelse, men har også givet Norge en kulturel indsprøjtning. De forfattere, som har været gæster i norske byer som Stavanger, Trondheim, Kristianssand og Oslo, har udgivet opsigtsvækkende bøger og bidraget til debatten både i deres midlertidige værtsland og internationalt.

Det er også i Norge at ICORN har domicil. ICORN står for International Cities of Refuge Network, og er en medlemsorganisation for de fribyer som tilbyder truede forfattere et fristed. Og ICORN er en helt ny spiller blandt menneskerettighedsaktører i verden. På en netop afholdt generalforsamling i bogmessernes by Frankfurt, blev netværket etableret som en egentlig organisation. Den adskiller sig fra Amnesty, Human Rights Watch, PEN, Article 19, Freemuse m.fl., ved at samarbejde udenom staterne og enkeltpersoner, men har direkte kontakt til lokalstyret som fx kommuner i Danmark.
Dette er en nyskabelse i international politik at der nu findes en verdensomspændende organisation der hjælper ofre for krænkelser af ytringsfriheden med kontant støtte til at overleve trusler og forfølgelser.Og der er brug for det. På generalforsamlingen i Frankfurt, hvor over 90 fribysrepræsentanter og forfattere deltog, blev alle spurgt om man var fra et land hvor ytringsfriheden har det bedre i dag end for 10 år siden. Ingen rakte hånden op. International PEN dannede i 1960 en særlig komité, Writers in Prison, som bl.a. udarbejder lister over de forfattere som ICORN opfordrer byer til at invitere. Dengang var der kun en håndfuld forfattere på PEN’s liste som var truet, i dag er der mere end 1.000 på listen. Amerikansk PEN lavede i 2004 en undersøgelse som viste, at 40 pct. af adspurgte skribenter gav udtryk for at de ikke kunne skrive negativt om USA’s krig i Irak. Og 1/3 blev pålagt at ikke at bringe omtale eller artikler fra folk der kritiserer regeringens politik. Men tendensen er den samme mange steder i verden og International PEN er bekymret for at flere og flere stater og gruppe har interesse i at begrænse ytringsfriheden.
På ICORN-mødet talte også Heidi Hautala, som er formand for Europaparlamentets Menneskerettighedskomité. Hun hilste ICORN velkommen og alt tyder på at EU i fremtiden aktivt vil støtte arbejdet med fribyer i Europa, ”for selv om en forfattes flytter fra en truet situation til et andet land, så skal deres stemme stadig kunne høres”, sagde Hautala, der oplyste at der er en EU-rapport på vej med forslag til at udbygge EU’s samarbejde med bl.a. FN for at forebygge og beskytte menneskerettighederne.Mødet gav også talerstolen til nogle af de fribysforfattere som er i sikkerhed. En fortalte, at denne ordning gav ham mulighed for ikke kun at være en modtager, men en giver, der fortalte hvad den fælles kamp for demokrati handler om: frihed. En anden fortalte at hun var blevet forfulgt dag og nat. Kunne aldrig tale om private ting. De måtte blive i hjertet. Dette pres var nu fjernet og befriet for at blive ydmyget offentligt og nægtet tilladelse til at besøge venner og familie, kunne hun nu også skrive igen.
En tredje gav udtryk for at det er forståeligt at et diktatur krænker, men når et demokrati gør det, så efterlader det mennesker som rådvilde og som fængslede i deres hjem.Det er vigtigt for ICORN at understrege, at der med fribyordningen ikke er tale om flygtninge i asylforstand, selv om mange fribysforfattere i fx Norge får varigt ophold, såfremt de ønsker det.Men fribyerne vil vokse i fremtiden. Der er 37 forfattere på ventelisten. Den længste har ventet siden juli 2006. I fremtiden bliver der også plads for sangskrivere, som bl.a. Freemuse har dokumenteret, også hører til gruppen af forfulgte skribenter.Og nu er Danmark blevet en del af 30 byer i fx Sverige, USA, Tyskland, Mexico, Spanien m.fl. der både redder liv og det levende ord.Både de forfattere der er på vej til Danmark, de som håbefuldt venter på et fristed, og de organisationer som klarer det praktiske arbejde, sender med garanti en tak og en venlig hilsen til det danske Kulturministerium, de politiske partier som stemte for loven og ikke mindst til de byer som i den kommende tid får et nyt aktiv til det lokale og internationale kulturliv.

Ingen kommentarer: